Forside
Det sker i Mariakirken
Om kirken
Praktiske oplysninger
Børn i Mariakirken
Menighedsrådet
Mariatjenesten
Åbningstider mm.
Nyhedsbrev
Kontakt
Links
Om Mariatjenesten
Mariatjenesten drives i samarbejde med Kirkens Korshær, og menighedsrådet stiller kirkens lokaler til rådighed. Arbejdet foregår i våbenhuset. Mariatjenesten er et værested for dem, der måtte have brug for det. Ud fra en kristen grundholdning vil vi tage imod og lytte til alle. Måske er der bare brug for at snakke med nogen, der ikke er en del af miljøet, men kender til det. Måske ønsker en at komme i behandling eller få talt med sin sagsbehandler. Så kan medarbejderne hjælpe med at etablere kontakterne. Mariatjenesten er altså ikke et behandlingssted, men vi kender nogle sådanne. Mariatjenesten har eksisteret siden 1974, og blev oprettet, fordi det daværende menighedsråd bad om hjælp til områdets mange sociale problemer.

Korshærspræsten
Siden starten har den ene af kirkens præster været ansat med den særlige opgave at lede Mariatjenesten. Han er desuden sognepræst på deltid. Fra 1990 til 2009 har korshærspræsten været Johan Petersen. I øjeblikket er Anita Rohwer konstitueret som sogne- og korshærspræst. Desuden er der 4 fuldtidsansatte medarbejdere, der lønnes af Kirkens Korshær. Men langt de fleste medarbejdere er frivillige.

Medarbejderne
De fleste medarbejdere er frivillige, der bruger en dag eller aften om ugen i Mariatjenesten. Dem er der 40 - 50 af. Medarbejderne har meget forskellig baggrund. Nogen er f. eks. lærere eller pædagoger, andre har helt andre fag. Nogen er studerende, andre pensionister eller i almindelige job. Som medarbejder gennemgår man en intern oplæring og deltager i foredrag m.m. om emner som "Sociale problemer i København", "Hvordan virker stofferne på folk?" og "Hvilken behandling tilbydes misbrugere?". Medarbejdere ansættes af korshærspræsten, der har en samtale med hver enkelt inden de starter.

Regler
I en kaotisk verden med skiftende brugere og skiftende medarbejdere må man have få og enkle regler:
  • Vi ved mange er misbrugere, men stoffer, alkohol m.v. må ikke være fremme i kirken.

  • Det er ikke tilladt at have penge fremme i kirken, da det kan dække over stofhandel.

  • Det er ikke tilladt at sælge noget som helst i kirken, da vi ikke orker diskussionen om, hvor tingene kommer fra.

  • Truende eller voldelig adfærd er ligeledes forbudt.

  • Overtrædelse af disse regler (eller mistanke om dette) vil normalt medføre, at Mariatjenesten lukker, f. eks. resten af dagen.